Den her forestilling kan du roligt gå ind og se. Hvis ikke nu, hvor den går på Det Kgl. Teater, så når den drager på turné bagefter. Jeg synes, det er rigtig godt! Både spil – især Esben Smed er fantastisk og det hele værd – og scenografi, kostumer, lyd og lys fungerer. Sceneskift og rekvisitter skifter elegant stemning, steder, hænder. Her kan vores nationalscene jo altså bare noget, de små scener ikke har mulighed for at stable på benene, det må man bare indrømme.

Derfor er det en sand fornøjelse, når man ENDELIG støder på en af de forestillinger, der IKKE er kunstig, højtråbende teater på rutinen, som jeg synes, man alt for ofte møder på Det Kgl. Dyrt og dårligt, suk. Men ikke denne gang. For Hamlet er virkelig, virkelig godt, synes jeg. Man føler noget. Man bliver suget ind i historien, man bliver rørt, skræmt, behaget, betaget. Man forarges over hans svigt af Ofelia, hans elskede. Man deler hans smerte. Forstår hans skrøbelighed. Og føler hendes sorg, når hun bliver svigtet.

Og det er ikke for tungt, selvom Shakespeare skrev stykket et sted mellem 1599 og 1601. For den klassiske historie er her trimmet, skåret til og opdateret, så der ikke er et støvkorn at se nogen steder.

Rosenkrans og Gyldenstjerne-karaktererne er megasjove i hænderne på Laus Høybye og Mads Rømer Brolin-Tani, der tosser rundt og handler til egen fordel – hele tiden med deres eget musikalske tema for fuld udblæsning. Og så er Stine Schrøder Jensen vildt god som en kvindelig udgave af Polonius (kongens rådgiver og Hamlets kæreste Ophelias far). Hun rabler især overbevisende morsomt, når hun fortaber sig i en hel serie af volapyk-replikker. Seriøst, det er sjovt.

Jeg synes, Morten Kirkskov, der jo selv er uddannet skuespiller, nailer den her iscenesættelse. Køb din billet her