Skøn ‘Godot’ på Sorte Hest

Foto: Robin Skjoldborg

‘Mens vi venter på Godot’ er et af mine all-time favorit-stykker. I det hele taget elsker jeg simpelthen alt, hvad Samuel Beckett har skrevet. Og jeg ELSKER Sorte Hest for at huske det stykke og flere andre absurde klassikere. (Som Ionescos ‘Enetime’ og ‘Den skaldede sangerinde’.) Og jeg er vild med den enkle iscenesættelse, de leverer på Hesten her.

Det er altså godt det her!

Når Beckett er på spil handler det hver gang om os. Om vores absurde adfærd midt i det store grundlæggende meningsløse liv, vi har fået i fødselsgave. Og selvom det kan lyde dystert og dunkelt, gør det mig altid befriende let. Livet er basalt set uden mening eller dybere formål. Tra-la-la. Så kan jeg jo selv definere, hvad der er vigtigt.

Du kan roligt gå på Sorte Hest og se stykket, det er virkelig velspillet og værd at se. Hvis de altså forlænger spilleperioden, for som det ser ud nu, er der ikke flere billetter tilbage. Alt er udsolgt. Jeg vil prøve at skrive til dem og høre, om de mon forlænger…

Især Nicolas Bro og Kristoffer Helmuth er fremragende, synes jeg. Begge intense og sindssygt troværdige. Lysende talent den unge 4. generations-Helmuth.

Skriv til dem, at de skal forlænge. Måske kan vi lægge pres på dem sammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *