Jeg synes ikke denne iscenesættelse af Shakespeares Richard lll fungerer særlig godt. Der bliver råbt for meget. Der bliver myrdet folk, vi ikke har fået en chance for at føle noget for. Der er for mange platte små-sjofle ‘nu leger vi lige min dolk er en penis’-moments. Og flere ulogiske detaljer.
Når man bytter køn på alle spillere, skal det vel bruges til noget spændende, eller hvad? Det er som om, mænd skal spille kvinderoller og omvendt – bare for at gøre det. Det giver desuden en masse forvirring om, hvem der er hvem i den i forvejen lidt komplicerede handling. Kønsbytte og det at stort set alle har jakkesæt eller herreskjorte på i alle roller bliver mest bare forhindringer for at fortællingen kan flyde forståeligt og frit.
Andet akt er det værste. Det snigende vanvid, samvittighedskvalerne, den indre kamp og fortrydelsen, angsten for at blive fanget, myrdet, detroniseret kommer slet ikke i blomst. I stedet bliver det jabbet alt for hurtigt igennem og råbt, så man næsten måtte holde sig for ørerne. Det var så hurtigt fortalt, at vi ikke anede, da det sluttede. Det gav en akavet tavshed, før de gik frem og bukkede, og det gik op for publikum, at nu var det slut.
Her finder du billetter, det kan jo sagtens være, du slet ikke er enig.