Det er som om, stykket ‘Så Længe Mit Hjerte Slår’ på Folketeatret falder mellem to målgruppe-stole. For nogen vil være tiltrukket af de gamle Giro 413-sange på en sjov kitch-agtig måde og andre på en helt seriøs mine-fine-minder-agtig måde. Og hvordan lander man rigtigt i det delte farvand?

Det gør man så heller ikke, hvis du spørger mig. For eksempel gik der et lille gys igennem salen, da de starter med at aflive hovedpersonens gamle mor. Og så var min svigermor deprimeret. Hun er sikkert ikke den eneste over 80, der fik det sådan. Og dem var der mange af blandt publikum.

I den anden ende af skalaen var der et af numrene, de havde lavet som en gansta-rap. (I rest my case…)

Men der var da bestemt gode øjeblikke. De sang godt. Og så er der et nummer, hvor en flok herrer i hospitals-badekåber giver en meget, meget øm, følsom og yndig udgave af sangen ‘Rør ved Mig’. Det nummer er faktisk næsten hele turen værd.

Desværre går stykket ikke mere i denne omgang. Jeg så den næstsidste forestilling. Men lur mig, om ikke det kommer op igen. Og så kan du jo overveje, om du vil tage chancen.