Helt vidunderlig ‘John Lennon er død’ på Teater V

Jeg er FAN af Charlotte Munksgaard. Hun er fremragende og bare så utroligt sjov.

Jeg kan sige det kort: Du skal til Valby! Der er ingen vej udenom dét fantastiske vanvids-stykke, der spiller på Teater V lige nu. I hvert fald ikke, hvis du – som jeg – er vild med absurd teater. Det her er ikke bare absurd. Det er absurd x 1000 – på speed. Og så er det simpelthen SÅ sjovt!

Det foregår i helvedes forgård. Alle er døde og hænger fast i noget limbo-land, de ikke kan give slip på. Der er både John Lennon med skudhuller og asian girl stripper-bartender og ung, hypersensitiv, veganer Fanny Viola Rose Christophersen Kristensen Hansen(!), der er overvældet af alt det onde, der sker i verden. Og hun er også gravid og har i øvrigt begået selvmord.

Det går amok og så går det bare endnu mere amok… En tour-de-force ud i tilværelsens grundlæggende meningsløshed. Jeg ELSKER det! Og jeg grinede hele vejen igennem. Især Charlotte Munksgaards version af stripper-girl-djævel var bare slet ikke til at stå for. Åh, hvor er hun skøn. Og så dukker vores allesammens Blackman op med et eminent kropssprog, der også rammer skiven imponerende godt.

Vi stod op og klappede til sidst. Skynd dig ind og se det her stykke! Det er sjældent godt.

Du finder billetter her – stykket går kun indtil 1. december.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *