Jeg følte ærlig talt ingenting. Og det er mærkeligt. For stykket handlede ellers om noget, man i dén grad burde kunne mærke. En smertefuld kamp mod barnløshed for eksempel. Misbrug. Omsorgssvigt. Moderopgør. Og kærlighed, der bliver slidt op.

Alligevel: Ingenting.

Jeg sad der ligesom bare. Jeg følte ikke noget, da 68’er mormor i en nonchalant bisætning afslører, at datterens far forresten var bøsse, og at hendes rigtige far i stedet var ham macho-idioten med den bedste sæd fra kollektivet. Nå ja, hvad vil du ha’, sådan gjorde vi i 70’erne, som hun siger. Jeg gloede også bare, da der blev aborteret på stuegulvet. Jeg følte ingenting, da kvinden vred sig på gulvet, mens manden ikke så ud til at være synderligt påvirket i øvrigt.

Klichéerne snublede over hinanden hele vejen igennem. Når man er 68’er, tror man på fri sex. Man synes, ens datter er sart, når hun klager over de lidt for nærgående og alt for mange nøgne tissemænd i barndommens bofællesskab. Man drikker sig skidefuld og er i det hele taget højrøstet og ufølsom. Når man så er datter af den kliché, er man til gengæld tillukket, u-kropslig, karrierefikseret og materialistisk. Halleluja.

De gør ellers, hvad de kan de dygtige spillere. Men det er ærlig talt håbløst. Karaktererne bliver aldrig andet end tomme skabeloner. Ikke rigtige mennesker, man kommer ind på livet af.

Det er super ærgerligt. Især fordi en vild stjerne som Ulla Henningsen virkelig har noget at byde på. Ligesom Annette Støvelbæk. De får bare ikke chancen for at fortælle noget ægte, synes jeg.