For sød Nassim på teater Grob

Stykket er skrevet af iranske Nassim Soleimanpour. Han er selv på scenen i selskab med en ny skuespiller hver aften (4 i alt).

Jeg synes, det var både banalt, alt for tyndt og sentimentalt. Og så synes jeg, at Nassim satte aftenens skuespiller – og tre fra publikum – i en ydmygende situation, mens han til gengæld skånede sig selv. Det var jeg ikke ret vild med. Jeg kedede mig også. Det går meget langsomt og ender i en gevaldig ‘jeg-elsker-min-mor’-sødsuppe med afsæt i en blå børnebog med en bamse.

Det er altså desværre ikke et stykke, jeg vil anbefale. Men dem, der sad foran mig, var svært begejstrede. Og der var flere, der gav stående applaus til sidst, så det skilte åbentbart vandene.

De kalder det et eksperiment. Skuespilleren – i dette tilfælde Mia Lyhne – kommer uforberedt. Hun skal så læse replikker op på en skærm på scenen. Hun står der altså som sig selv, mens Nassim lægger ord i munden på hende. Det virker ret kunstigt. Og så bliver det hele et sprogkursus, hvor Mia skal lære en masse – meget svære – ord og sætninger på farsi, fordi dramatikerens stykker aldrig har været opført på farsi i hans eget land. Det bliver ved og ved med de ord der. Også tre fra salen bliver kaldt op på scenen og skal huske sætninger på farsi, og det kan de med vekslende succes. (Nassim skal ikke sige eller huske noget på et andet sprog. Det er ikke en gensidig udfordring.)

Til sidst ringer Nassim til sin mor i Iran, og Mia læser det – meget, meget lillebitte “stykke” op for moderen på farsi. Og så har “hans stykke” så været opført. Hmm.

Jeg synes, det var tåkrummende med al den sprogundervisning. Det gjorde Mia også, tilsyneladende. Flere gange forsøgte hun at slippe ud af situationen og foreslå, at de lavede noget andet. “Vi kunne danse? Skal vi ikke lave noget andet end det her”?

Sådan havde jeg det også.

Du kan læse mere om stykket her. Det spiller for sidste gang i aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *